Grøn profil og blå himmel
Skolens grønne profil handler om at give eleverne en forståelse for naturen og dens ressourcer. På Hundested Skole sætter vi en ære i at bruge lokalområdet til at understøtte dette.
Skolehaverne
Vi har transformeret en kedelig græsplæne om til en spændende skolehave. Her dyrker vi afgrøder i højbede på 1,5 x 6 m, dertil kommer en bær- og frugthave. Vi har fået et dejligt drivhus på 24m2, hvor vi kan starte planterne op og dyrke tomater, agurker, basilikum med mere. Haven består også af et hønsehus, hvor hønsene lystigt æder vores affald og forsyner os med æg og gødning.
Undervisningen tager udgangspunkt i ”Haver til Maver” konceptet, den primære målgruppe er skolens tre 4. klasser. Haven bruges også i faget madkundskab og øvrige klasser kan benytte faciliteterne.
Skolehaven er et partnerskabsprojekt med Halsnæs Naturklub, der også benytter haven og hjælper med praktiske opgaver.