Om at være forældre til et skolebarn
Vi går i skole for at lære. Og at lære er ofte fyldt med frustrationer. Dit barn vil derfor opleve at være i mange frustrationer gennem skolelivet. Og det er okay.
I skolen er vores fokus at sikre alle elever tilpasse udfordringer og at holde eleverne i hånden, i deres frustration. Men for at de kan mestre eget liv som voksne, er det vigtigt, at det kun er det vi gør. Holder dem i hånden. For hvis vi forsøger at tage frustrationerne fra dem, risikerer vi at tage muligheden for læring og læring om læring fra dem.
Det forventer vi af jer
At gå i skole er også at være en del af et fællesskab. Vi forventer at I som forældre er bevidste om, at et fællesskab ikke udvikles ved at fokusere på individer – men snarere omvendt – fællesskabet er rammen for individets dannelse og udvikling.
Som forældre spiller I en afgørende rolle i jeres barns skolegang og det er derfor vigtigt at I er bevidste om, at forældres holdninger og deltagelse i børns liv, har betydning for børns fællesskaber. Derfor forventer vi at I altid er opmærksomme på, hvordan I taler om skolen, om klassen om kammeraterne. At I husker, at det I siger omkring middagsbordet, har stor betydning for den måde, jeres barn kan være i skolen.
Forældremøder og skolehjem-samtaler
I alle klasser, har vi hvert år minimum to forældremøder og to skole-hjemsamtaler. Forældremøderne handler om klassens udvikling, trivsel, om de temaer som I som forældre bringer op. Møderne kan enten være traditionelle forældremøder, hvor I drøfter relevante temaer eller temamøder, hvor I fordyber jer i et emne. Klassens voksne deltager på skift i skole-hjemsamtalerne, sådan at I gennem jeres barns skolegang, får talt med lærere fra alle fag. Hvor forældremøderne kredser om klassen, fokuserer skole-hjemsamtalen på jeres barns skoleliv.